Født 1971 i San Francisco, Californien og opvokset i Danmark med en dansk mor og amerikansk far. I dag bor jeg i København med kone og fem børn.
Siden 2001 har jeg levet af at skrive. I starten tog jeg mange forskellige tekst-, koncept- og oversætteropgaver, men efterhånden kunne jeg fokusere på mine egne bøger. Jeg skriver mest til børn, og min styrke ligger i de “fantastiske” genrer: Fantasy, Science Fiction, Horror og så videre. Anmeldere har sammenlignet mig med både Dennis Jürgensen og den unge Bjarne Reuter – det er jeg ret godt tilfreds med!
At det netop var hér jeg fandt min hylde skyldes sikkert min baggrund i rollespil, hvor jeg både skrev eventyr og lavede magasiner, men det var først da jeg fik foden indenfor hos Egmont, at karrieren tog fart. Her skrev jeg i flere år bogudgaver af de store film fra Disney og Pixar. Perfekt for en nørd som mig. Senere var jeg med til at udvikle idéen bag Tv2-julekalenderen: Jul i Valhal.
Nu er det så mine egne projekter, der fylder kalenderen ud. Det største har indtil videre været den enorme Taynikma-serie, som jeg har lavet sammen med forfatteren og tegneren Jan Kjær. Det er indtil videre blevet til 14 bøger i en unik blanding af tegneserie og fantasybog – og der er i skrivende stund solgt mere end en kvart million eksemplarer i hele Norden.
I starten af 2008 udgav jeg den første bog om spøgelsesdrengen Theodor Bastian, og kort tid efter købte Zentropa filmrettighederne. Manuskriptet til filmen skrev jeg i samarbejde med Philip LaZebnik, som tidligere har skrevet manuskripter for både Disney og Dreamworks.
Det gav blod på tanden i forhold til film, og i 2010 kom jeg ind på Manuskriptlinjens Master Class ved Den Danske Filmskole. Det blev også året, hvor vi fik støtte til en novellefilm i Taynikma-universet.
Derudover skriver jeg en masse andre børnebøger, når jeg ikke lige holder foredrag eller workshops rundt om i det ganske land.
