Debat: Vis Orla respekt, din bette lort!

Så har jeg været i blækhuset igen. Dette debatindlæg blev bragt i Politikens bogtillæg 24. april 2010 – men hvis du missede det, så får du lige teksten her:

Vis Orla respekt, din bette lort!

af Merlin P. Mann, Forfatter

I sidste uge blev Danmarks vigtigste børnebogspris uddelt, nemlig Orlaprisen! I modsætning til den fornemme Kulturministeriets Børnebogspris er Orlaprisen bred og i øjenhøjde med sit publikum – 21.000 brugere stemte på DR’s hjemmeside, og børnejuryer fandt vinderne. Derfor er den Danmarks vigtigste børnebogspris.

Og de fleste af jer anede det ikke engang, så lad os lige opremse vinderne:

  • Bedste fagbog: ”Taynikma Tegneskole” af Jan Kjær
  • Bedste billedbog: ”Carsten og Gittes bedste historier” af Anders Morgenthaler
  • Bedste børnebog: ”Emmy: den fedeste sommer – or not!” af Mette Finderup
  • Bedste Fantasybog: ”Den ydmyge amulet” af Sascha Christensen

Orlaprisen er opkaldt efter Ole Lund Kirkegaards figur Orla Frøsnapper: et cigaretrygende bøllefrø, som måske ikke ligner en hædersmand, men virkelig har krav på mere respekt.

Prisen fødtes i 2005 af Læselystkampagnen og har potentiale til at give den danske børnebog gennemslagskraft i et mediebillede, der ellers ikke bruger meget spalteplads på, hvad vi propper ind i de hjerner, som en dag skal fylde vores samfund med nye idéer, fantasi og initiativer.

Orlaprisen kan vække medierne. Orla er allerede et ”brand” i skolerne, på bibliotekerne og hos de boghandlere, der stadig fører bøger i sortimentet. Og Orla har ”star quality” til mere.

Derfor er det en skandale, at Orla har været barn under stedmoderlige forhold. Konditionerne for prisen er stort set lavet om hvert år, kategorierne sejler, kun én gang har han fået en samlet tv-transmitteret prisoverrækkelse og i år får eksempelvis tre af fire Orlaprisvindere bare sendt deres pris med posten. Ederrødme noget pis, som Orla ville sige det.

Hvad værre er – Orlas fremtid synes uafklaret. Ligger den og roder mellem DR og Bibliotek & Medier? Det er simpelthen ikke godt nok. Prisen skal have et ordentligt budget, nogle ordentlige samarbejdspartnere og så skal den sikres ro til at vokse sig stor og stærk.

Forestil jer et kæmpe prisshow hvert år på den nye børnelitteraturfestival Bogfestivalen.dk – transmitteret live i Ramasjang med masser af underholdning, forfattere og tjubang. Så skulle pressen nok fange idéen – og det samme ville sikkert rigtig mange børn, for hvem bøger kun er noget støvet og kedeligt, man skal have tvunget ned i svælget. De skal lære at der er masser af X-factor i danske børnebøger!

Så få nu ballerne klemt sammen og givet Orla den respekt, han skal have. For det kan betale sig. Ederrødme!

2 kommentarer

Filed under Kulturdebat, Status

2 responses to “Debat: Vis Orla respekt, din bette lort!

  1. Hej Merlin
    Tak for dit indspark. Jeg har tilladt mig at henvise til din artikel på Facebook (BØFA) – og håber at vores medlemmer – børnebibliotekarerne – vil komme med kommentarer og idéer. BØFAs bestyrelse har i øvrigt en børnebibliotekar med i Orlaprisens voksenjury og kan nikke med til at vilkårene for prisen har ændret sig hvert år. Men det er måske også fordi Orlaprisen er relativt ny og der stadig arbejdes på at finde den rigtige måde at gøre det på. Imens holder vi alle vejret spændt og krydser fingre for at pengene og viljen holder – til alle er tilfredse med mængden af stemmer og tv-seere…
    Mange hilsner
    Anne Christine Seidelin
    Formand for BØFA

  2. merlinpmann

    Hej Anne,

    Det er kun skønt, og jeg håber virkelig vi kan få sparket lidt gang i debatten. Jeg er jo vild med Orlaprisen – og jeg kan ikke få mig selv til at tro, at man skulle have til sinds at nedlægge den. Men det er ikke nok at tage den for givet – og den fortjener at få plads til for alvor at etablere sig som “den store børnebogspris i Danmark”. Den er snart gammel nok til at den burde være over børnesygdommene, og det er ikke nok at man tager stilling til den lidt på sidelinjen fra gang til gang. Jeg mener Orla bør have sit eget sekretariat og minimum en enkelt fastansat til at holde tøjlerne.

    Jeg har også et lille idékatalog til selve prisen, som jeg ville elske at præsentere for beslutningstagerne. Jeg er bare ikke sikker på hvem de er …🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s