Category Archives: Alienberg agenterne

Røven i trykken

Kun ganske få år (*hosthost*) efter toeren i serien Alienberg agenterne er treeren nu i trykken! Tjek lige det fede omslag Jan Kjær har tegnet. Han har også illustreret indholdet i afrundingen af den gakkede sci-fi-trilogi for folk med alt for meget krudt i røven til at læse kedelige historier.

aa3cover

Bogen udkommer februar 2015, så du kan roligt begynde at glæde dig til afslutningen på Denni, M-I og Bofs interstellare eventyr.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Bøger, Nye udgivelser, Nyheder

På røven i rummet

Det er en hel sommer siden, der sidst blev opdateret noget hér på siden – men det er ingenting i forhold til hvor længe min næste bog har ladet vente på sig. Men nu kan det snart ikke længere undgåes: tredje bog om Alienberg Agenterne er snart færdig.

På røven i rummet

Serien er en humoristisk sci-fi/action historie om møgungerne Denni, M-I og Bof, der ryger på Alienberg Kostskole for Utilpassede Unge – og finder ud af at stedet i virkeligheden er et dække for rumvæsner, der leder efter emner til en styrke af rumagenter, der skal redde deres hjemplanet fra de onde brakkere. Første bind, Ormehullet, udkom tilbage i 2010, andet bind, Brakkerne, året efter – og tja … om alt går vel, kommer det afsluttende bind 3: På røven i rummet på gaden i 2014.

Denni vs Bof

Hvorfor så lang tid? Jeg ville ønske, jeg havde en god forklaring, men somme tider glider tidsplaner som palminindsmurte dominobrikker – og da både min egen og Jan Kjærs kalender skulle matche, gik der altså lige et par år. Kæmpe undskyldning for det, men til gengæld kan jeg love en spændende og lårklaskende afrunding af møgungernes rumeventyr.

Bøgerne udkommer på forlaget Alinea, og det er seje (og vanvittigt tålmodige) Astrid Pejtersen, der har været redaktør.

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Bøger, Nye udgivelser

Konkurrencer, dommertjanser og præmieforfatter

Hvem drømmer ikke om, at kunne kalde sig præmie-forfatter? Well … det er naturligvis bare i betydningen: “en forfatter, der skal fungere som præmie”, men det lyder sgu’ da meget flot!

Movellas Sci-Fi konkurrence

Faktisk skal jeg være både præmie og jury i hele to konkurrencer. Den første er en skrivekonkurrence som det fede skrivecommunity Movellas.com afholder i forbindelse med en Science Fiction udstilling på Den Frie Udstillingsbygning i København. Det bliver virkelig spændende, og jeg glæder mig helt vildt til at skulle mødes med talentfulde og sprudlende forfatterspirer.

Og for at det ikke skal være løgn har jeg også både jury- og mulig præmie-tjans på den såkaldte Drengelitteraturpris.

Drengelitteraturprisen 2013Drengelitteraturprisen er kommet i stand i et samarbejde mellem Kulturministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning og har til formål at styrke udviklingen af historier til drenge – eller i virkeligheden til de lidt mere læsemodvillige, der foretrækker noget letlæst, underholdende og gerne noget med fuld tjubang!

Prisen blev også uddelt i 2011 og 2012 – og i år er foreløbigt sidste gang, men jeg har så også haft fornøjelsen af at læse RIGTIG mange historier igennem som medlem af juryen i alle tre år.

I år har man så også taget initiativ til en skolekonkurrence i forbindelse med prisen. Her kan de deltagende skoler vinde en workshop med et udvalg af dygtige forfattere fra hele landet. Jeg er selvfølgelig ret stolt over at være i så fornemt selskab.

Det er disse seks forfattere, som skolerne kan få besøg af:

  • Mette Finderup (Emmy-bøgerne, Gemini-serien, med flere)
  • Merlin P. Mann (Taynikma-serien, Alienberg Agenterne )
  • Lene Dybdahl (Kongens krucifix, Den gyldne nøgle med flere)
  • Martin Vinther Madsen (Drømmekrigerne, Jonasbøgerne med flere)
  • Nick Clausen (De hviskende veje, Den sidste vindrytter-serien)
  • Glenn Ringtved (En god dreng, Lille bokser med flere)

 

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Konkurrencer, Workshops

2012: Verdens ende?

It’s the end of the world as we know it …

Ifølge den gamle Maya-kalender er 2012 afslutningen på en 5.125 år lang cyklus, og det har fået fantasifulde galninge til at antage, at det er lig med Verdens Ende!

Hvis det er rigtigt, så har jeg bestemt ikke spildt min sidste tid. Der har været knald på i den lille biks, hvilket så også er eneste undskyldning for ikke at have opdateret siden her i et halvt år.

Mea culpa! 

Status Update

Hvad er det så, der så grådigt har ædt tiden, at det ikke engang kunne blive til et månedligt pip på siden? Primært er der for alvor kommet gang i filmprojekterne, efter jeg sidste år blev færdig med min Manuskript Master Class fra Den Kgl. Danske Films-Skole. Helt forrygende, for det er jo ikke ligefrem en branche, man bare vader ind i – men jeg er allerede kommet på en god håndfuld spændende projekter. Derudover er der også hele to bogserier, der skal afrundes i år – samt det løse. Lad os tage et kig.

Bøgerne

Taynikma 15-16: Artans Valg & Skyggekongen

Vi lavede en midlertidig afrunding af Sagaen om Koto i Bog 10, hvor den onde Fyrstinde blev bekæmpet, men som alle Taynikma-fans kunne se, var historien jo langt fra overstået. Mange spørgsmål var ubesvarede. Ville skyggerne nu hærge Tayklanien? Kunne klanerne arbejde sammen? Hvem er Skyggekongen? Hvad er sandheden om Koto og hans kræfter? Det hele skal nu samles i den vildeste Taynikma-bog nogensiden. Udkommer efteråret 2012.

Alienberg agenterne: På Røven i Rummet

Møgungerne Denni, M-I og Bof er fanget i de onde brakkeres rumskib. Hvordan skal de komme hjem? Den tredje og sidste bog i serien har ladet vente på sig, og det er rigtig pinligt. Men nu skulle det være ganske vidst. Jeg skriver sidste bog henover sommerferien, så den forhåbentlig kan nå at komme på gaden i år.

Skiftingen

Foreningen Børn, Unge & Sorg udgiver en novellesamling i forbindelse med kampagnen Giv Håb, der kører over de næste par år. Det handler om at miste sine nære, og hvordan man kommer videre med den sorg. Jeg skal levere en tekst og kommer i meget fornemt selskab med Kenneth Bøgh Andersen, Ida-Marie Rendtorff og Kirsten Sonne Harild.

Filmene

Der er mange projekter i støbeskeen, og statistisk set vil størstedelen af dem strande et eller andet sted i processen. Et par af dem er dog længere fremme end andre.

Hugo the Movie

Einstein Film, der stod bag Ronal Barbaren, har fået penge fra Filminstituttets såkaldte Markedsordning til at udvikle et manuskript til en computeranimeret tegnefilm med den go’e gamle skærmtrold Hugo. Jeg har været så heldig at komme med i processen, og jeg kan love at det bliver et helt ny vinkel på den hoppende trold!

Momsemor

Filminstituttet har også givet synopse-penge til en film over den gamle vittighedstegneserie Momsemor. Det er Angel Films, der skal producere, og jeg har fået min gamle klassekammerat fra Filmskolen, Jacob Tingleff med på at skrive. Det skal nok blive både sjovt og anderledes.

Taynikma: Taytanernes Kamp

1. januar i år havde Taynikma kortfilmen, Legenden om Rax, jo premiere på DR Ramasjang – og hvad er mere oplagt end nu at kaste sig over en biograffilm. Det er selvfølgelig et helt andet budget og en MEGET større opgave, men Jan Kjær og jeg er gået i samarbejde med filmselskabet Nice Ninja, som består af folkene bag Discoormene og det kommende efterårsferie-hit, Marco Macaco!

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Film & TV, Manuskripter, Nye udgivelser, Status, Taynikma

Brakkerne er ankommet!

Halløj! Så er anden bog i min action-sci-fi-let-læst serie Alienberg agenterne endelig udkommet. Den hedder Brakkerne og foregår på den invaderede planet A-JX.

20110328-094921.jpg

Det er igen fantastiske Jan Kjær, der har stået for tegningerne, og du kan roligt glæde dig til masser af umfh og røvfuld!

1 kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Nye udgivelser, Nyheder

Fine ord til Ormehullet

Fire hjerter og flotte ord fra Steffen Larsen i Politiken Bøger 22/05/10

I lørdags var der en fin anmeldelse af min seneste bog Ormehullet i Politiken. Den er første del ud af tre i letlæsningsserien Alienberg Agenterne, som jeg har skrevet til forlaget Alinea.

Anmeldelsen er af Steffen Larsen og meget positiv.

Der er også kommet en såkaldt lektørudtalelse, som er den bibliotekar-udtalelse mange biblioteker skeler til, når de køber ind. Bogen kaldes både humoristisk og fanden-i-voldsk. Det kan jeg godt leve med.

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Anmeldelser

2010 i overskrifter

Så er vi efterhånden kommet så langt ind i 2010, at jeg har fået et overblik over årets projekter. Og der er nok at tage fat i! Lad mig lige løfte lidt af sløret hér:

1) Alienberg Agenterne: En helt ny serie fra min hånd! Det bliver en række let-læste bøger på 56 sider med masser af illustrationer. Og som man kan se her til venstre (må jeg præsentere M-I, slagkraftig gadepige og den ene af seriens hovedpersoner), så er tegneren ingen ringere end JAN KJÆR!

Alienberg Agenterne er en serie om drengen Denni, der ryger på en kostskole for særligt besværlige børn. Det tyder på, at han får svært ved at slippe væk, og da han møder gadepigen M-I, finder han også ud af, at situationen er langt værre – og farligere – end han havde troet. Velkommen til et rigtigt action-humor-sci-fi-drøn for børn, der ikke kan sidde stille!

I 2010 skal de første tre bøger udkomme, og de kommer til at hedde: “Ormehullet”, “Brakkerne” og “På røven i rummet”. De udkommer på forlaget Alinea.

2) Taynikma 11-12: I 2009 udkom to selvstændige bøger i Taynikma-universet, henholdsvis Toron-sagaen og Legenden om Gekko. Men nu fortsætter vi fortællingen om Koto, Monto, Sarina og alle de andre, vi kender fra de ti første bind. Fortsættelsen er planlagt til 6 bøger, som vil udkomme i tre dobbeltbind over de næste halvandet år. Bog 11-12 udkommer til efteråret og altså samlet i eet bind. Taynikma udkommer hos People’sPress Junior (der før hed Phabel).

3) Friløber: En ungdomsroman, der kun lige har taget sine første spæde skridt på tegnebrættet. Det bliver for en gangs skyld ikke med overnaturlige elementer – men naturligvis med fuldfed action og drama. Friløber har endnu ikke en forlagsaftale.

4) Spøgelsesdetektiven – filmen: Ja, der kommer heller ikke en bog nr. to i år. Den må vente til jeg er færdig med at arbejde på filmen. Den fantastiske instruktør Stefan Fjeldmark er netop ved at lægge sidste hånd på en lille to minutters teaser for filmen, og nu gælder det som om at få finansieret den. Når pengene er i hus, skal jeg lave en såkaldt ‘anden gennemskrivning’ af manuskriptet sammen med den tidligere Disney– og Dreamworks-manusskriptforfatter, Philip LaZebnik. Spøgelsesdetektiven produceres af Zentropa Rambuk.

5) Taynikma Legends: Det måske allerstørste projekt jeg nogensinde kommer til at kaste mig ud i. I samarbejde med netop Zentropa Rambuk, er Jan Kjær og jeg i gang med at udvikle en tv-serie i mange-mange afsnit. Vi har lavet et 5 minutters test-afsnit, som blev vist første gang på børne-tv-festival her i januar måned. Nu skal der så findes interesserede tv-stationer og partnere. DR har allerede købt serien!

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Filmatiseringer, Nye udgivelser, Nyheder, Spøgelsesdetektiven, Status, Taynikma, Taynikma Legends