Tag Archives: Legenden om Rax

2012: Verdens ende?

It’s the end of the world as we know it …

Ifølge den gamle Maya-kalender er 2012 afslutningen på en 5.125 år lang cyklus, og det har fået fantasifulde galninge til at antage, at det er lig med Verdens Ende!

Hvis det er rigtigt, så har jeg bestemt ikke spildt min sidste tid. Der har været knald på i den lille biks, hvilket så også er eneste undskyldning for ikke at have opdateret siden her i et halvt år.

Mea culpa! 

Status Update

Hvad er det så, der så grådigt har ædt tiden, at det ikke engang kunne blive til et månedligt pip på siden? Primært er der for alvor kommet gang i filmprojekterne, efter jeg sidste år blev færdig med min Manuskript Master Class fra Den Kgl. Danske Films-Skole. Helt forrygende, for det er jo ikke ligefrem en branche, man bare vader ind i – men jeg er allerede kommet på en god håndfuld spændende projekter. Derudover er der også hele to bogserier, der skal afrundes i år – samt det løse. Lad os tage et kig.

Bøgerne

Taynikma 15-16: Artans Valg & Skyggekongen

Vi lavede en midlertidig afrunding af Sagaen om Koto i Bog 10, hvor den onde Fyrstinde blev bekæmpet, men som alle Taynikma-fans kunne se, var historien jo langt fra overstået. Mange spørgsmål var ubesvarede. Ville skyggerne nu hærge Tayklanien? Kunne klanerne arbejde sammen? Hvem er Skyggekongen? Hvad er sandheden om Koto og hans kræfter? Det hele skal nu samles i den vildeste Taynikma-bog nogensiden. Udkommer efteråret 2012.

Alienberg agenterne: På Røven i Rummet

Møgungerne Denni, M-I og Bof er fanget i de onde brakkeres rumskib. Hvordan skal de komme hjem? Den tredje og sidste bog i serien har ladet vente på sig, og det er rigtig pinligt. Men nu skulle det være ganske vidst. Jeg skriver sidste bog henover sommerferien, så den forhåbentlig kan nå at komme på gaden i år.

Skiftingen

Foreningen Børn, Unge & Sorg udgiver en novellesamling i forbindelse med kampagnen Giv Håb, der kører over de næste par år. Det handler om at miste sine nære, og hvordan man kommer videre med den sorg. Jeg skal levere en tekst og kommer i meget fornemt selskab med Kenneth Bøgh Andersen, Ida-Marie Rendtorff og Kirsten Sonne Harild.

Filmene

Der er mange projekter i støbeskeen, og statistisk set vil størstedelen af dem strande et eller andet sted i processen. Et par af dem er dog længere fremme end andre.

Hugo the Movie

Einstein Film, der stod bag Ronal Barbaren, har fået penge fra Filminstituttets såkaldte Markedsordning til at udvikle et manuskript til en computeranimeret tegnefilm med den go’e gamle skærmtrold Hugo. Jeg har været så heldig at komme med i processen, og jeg kan love at det bliver et helt ny vinkel på den hoppende trold!

Momsemor

Filminstituttet har også givet synopse-penge til en film over den gamle vittighedstegneserie Momsemor. Det er Angel Films, der skal producere, og jeg har fået min gamle klassekammerat fra Filmskolen, Jacob Tingleff med på at skrive. Det skal nok blive både sjovt og anderledes.

Taynikma: Taytanernes Kamp

1. januar i år havde Taynikma kortfilmen, Legenden om Rax, jo premiere på DR Ramasjang – og hvad er mere oplagt end nu at kaste sig over en biograffilm. Det er selvfølgelig et helt andet budget og en MEGET større opgave, men Jan Kjær og jeg er gået i samarbejde med filmselskabet Nice Ninja, som består af folkene bag Discoormene og det kommende efterårsferie-hit, Marco Macaco!

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Alienberg agenterne, Film & TV, Manuskripter, Nye udgivelser, Status, Taynikma

Taynikma animatic

Det var en stor dag. Den såkaldte animatic af Taynikma-filmen, Legenden om Rax, var klar til visning.

Instruktør Jan Kjær viser 25 minutters animeret storyboard frem

En animatic er et levende storyboard, så man får indtryk af tempo og hvorvidt historien er til at fange. Og det var den. Lige nu består filmen af en masse skitse streger, men det var ikke svært at forestille sig resten.

Nu skal der så bare tegnes en helt afsindig mængde tegninger, laves noget musik – så skal det hele sættes sammen, og til efteråret har vi forhåbentlig den fedeste, flotteste tur ind i Taynikma-universet.

2 kommentarer

Filed under Taynikma, Taynikma Legends

Troldspejlet på besøg

Så er vores allesammens yndlingsprogram Troldspejlet kommet forbi for at lave de indledende optagelser til en lille feature om Taynikma-filmen, der gerne skulle blive færdig til vinter.

Skriv en kommentar

Filed under Taynikma, Taynikma Legends

Maskespeak

Så skal der indtales såkaldt maskespeak – det er sådan en midlertidig test, som man bruger til at time efter, når man arbejder med den første rå animation.

Det er så mig og vores seje producer Stine Lauritz. Larsen, der sidder og leger stemmeskuespillere, mens Jan instruerer. Sku hilse og sige, det er meget sværere end man tror.

Skriv en kommentar

Filed under Filmatiseringer, Taynikma Legends

Final Draft

En stor dag. Den endelige version af manuskriptet til Taynikma-novellefilmen Legenden om Rax blev færdigt. Og i morgen laver vi maske-speak. Nøj, det bliver sjovt!

Skriv en kommentar

Filed under Manuskripter, Status, Taynikma Legends