Tag Archives: blodkongens datter

Blodkongens datter

Så udkom første bind i min serie om Rane og det magiske museum. Den hedder Blodkongens datter og er et rigtigt eventyr med tidsrejser, konger, prinsesser, blod, action og et drys romantik – men det udspringer alt sammen af en ægte, historisk genstand, som man kan gå ind på Nationalmuseet i København og se med sine egne øjne.

Det er nemlig idéen bag serien, at nysgerrigheden og lysten til at fordybe sig i historien skal komme af at få et brag af en fortælling og så selv kunne stå ansigt til ansigt med de spor fra fortiden, som har inspireret eventyret. I Blodkongens datter er det ‘Gunhildkorset’, som er et utroligt smukt kors fra middelalderen, udskåret i hvalrostand. Dette bliver indgangsvinklen til en fortælling om Svend, Knud og Valdemar og deres indbyrdes krig om kongemagten i midten af 1100-tallet. Og især en fortælling om Svends frilledatter Gunhild, som vores hovedperson Rane ender i mange farlige og spændende situationer med.

Gunhildkorset blev foreslået af Poul Grinder-Hansen, som er museumsinspektør og middelalderekspert. Bogen er nemlig skrevet i samarbejde med Nationalmuseet, og det har for mig personligt været en kæmpe fornøjelse at få fantasien fodret af alle deres skønne og nørdede input og idéer.

Bogen udkommer på Politikens Forlag, hvor jeg har haft den store fornøjelse igen at arbejde sammen med Pernille Wass, som har været med på flere af mine tidligere bøger. Vi har også fået fantastiske Bodil Bang Heinemeier på til at lave de fede action-illustrationer, og man kan roligt sige, at hun fangede seriens ånd fra allerførste skitse.

Opbakningen fra Nationalmuseet har været uvurderlig, og faktisk kan man tage bogen med ind og deltage i en skattejagt på museet, hvor man kommer rundt og ser flere af genstandene, som er nævnt i bogen. Senere vil der også blive lanceret undervisningsmateriale, som tager udgangspunkt i min fortælling om Blodkongens datter. Museets direktør, Rane Willerslev, var også med til at lancere bogen, da vi sammen var i TV2 Go’ Morgen Danmark på udgivelsesdagen og tale om historieformidling til børn.

Nu glæder jeg mig så bare til at bogens Rane skal ud og møde verden og læserne. Foreløbigt er der blevet taget rigtig godt imod ham. Næste bog i serien er jeg allerede i fuld gang med, og denne gang skal det handle om vikingetiden. Om alt går vel, kan den udkomme til næste år.

Skriv en kommentar

Filed under Bøger, Rane og det magiske museum