Politikens forlag, 2022
Bind 3 i serien ‘Rane og det magiske museum‘
Rane og kongedatteren Gunhild har rejst frem og tilbage i tiden for at genskabe danmarkshistorien, men da Gunhild ikke vil tilbage til sin uvisse skæbne som forældreløs i middelalderen, ringer alarmklokkerne endnu en gang. I et desperat forsøg på at forhindre historien i at gentage sig, tager Rane og Gunhild et lille spring frem i tiden, men møder hurtigt overvældende konsekvenser.
En skoletur til M/S Museet for Søfart i Helsingør afslører, at noget er helt galt, for historien bag et gammelt skibsvrag fra 1600-tallet ved navn Elefanten, er pludselig udvisket og glemt. Meget mod deres vilje er Rane og Gunhild nødt til at rejse tilbage til en tid med enorme sejlskibe og årelange dødsensfarlige sørejser syd om Afrika for at nå til Indien og den danske handelsby Trankebar. De vover mere end livet i jagten på hemmeligheden bag skibet Elefanten.
De opdager dog også, at der gemmer sig mere end mørke under dækket på de gamle sejlskibe i kolonialiseringens tidsalder. Enhver handel har sin pris. En pris, der regnes i menneskeliv. Og samtidig er en gammel kraft på vej til at bryde sine lænker og udfordre historien, som vi kender den.
Serien fortæller historier med udgangspunkt i genstande, man kan finde på et museer som Nationalmuseet eller M/S Museet for Søfart i Helsingør. Action, eventyr og et drys romantik til tweenlæseren. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier
Politikens forlag, 2022
Godnathistorie-antologi
Én gang til! byder på en række gendigtninger, der vil vække både børns og voksnes interesse for de fortællinger, forfatterne selv har fået læst højt et utal af gange og nu har gendigtet med et personligt twist, en mere moderne pointe eller et glimt i øjet, der vender det hele lidt på hovedet.
Jeg var meget taknemmelig for at blive spurgt om jeg havde lyst til at komme med et bidrag, og jeg var ikke tvivl om, at det skulle være en igen-fortælling af Alice i Eventyrland, som har betydet afsindigt meget for mig, både som barn og voksen. Det blev til en kort version på 24 sider om Alice, der følger efter en hvid kanin i en Gorillaz-hoodie på et Penny board ind i Skaterland – med de fineste illustrationer af Line Malling Schmidt.
Og se så lige det fornemme (te)-selskab Alice og jeg er landet i:
Hugo – det lille havmonster af Camilla Wandahl
Arthur og sværdet i stenen – eller historien om dengang ridder John fik som fortjent af Jeanette Varberg
Igendigtning af HC Andersens Noget af Sigurd Barrett
Henrik Potter og postvæsnets forbandelse af Thomas Skov
En ven i baghaven, en hyldest til Ronja Røverdatter af Mille Gori
Alice i Skaterland, mit bidrag til antologien, er naturligvis en gendigtning af Lewis Carrolls udødelige klassiker Alice i Eventyrland.
Politikens forlag, 2021
Bind 2 i serien ‘Rane og det magiske museum‘
Netop hjemvendt fra en utilsigtet tidsrejse til middelalderen har 14-årige Rane fået mere med sig tilbage til nutiden, end han havde regnet med, nemlig kongedatteren Gunhild. En uhyggelig hændelse i den magiske dimension mellem tiderne forhindrede hendes færd tilbage til år 1150, og nu står hun pludselig på Nationalmuseet sammen med Rane og hans mor. Hvad værre er: Der er stadig rod i tiden, for to smukke amuletter er forsvundet fra museets nye vikingeudstilling, og noget tyder på, at det har at gøre med hændelsen i den magiske dimension.
Hvis Gunhild skal kunne vende tilbage til sin egen tid, bliver hun og Rane nødt til sammen at drage på endnu en farefuld rejse i tid og rum. Den fører dem ikke bare tilbage til vikingetiden, men også sammen med en af de største opdagelsesrejsende dengang, kvinden Gudrid, der trods sin kristne tro var i stand til at synge ånderne til sig. Selvom de færreste kender hendes navn i dag, var hun for tusind år siden med til at lave nye bosættelser på Grønland og endda opdage helt nye kyster, som ingen anden vesterlænding havde betrådt før.
Men en mystisk kraft trækker i trådene, og Rane og Gunhild kan ikke længere være sikre på historiens udfald. Hvis de skal løse gåden, må de rejse langt ind over Grønlands uendelige vidder af is for dér at møde skyggerne fra en helt anden verden.
Serien fortæller historier med udgangspunkt i genstande, man kan opleve på Nationalmuseet. Action, eventyr og et drys romantik til tweenlæseren. Illustreret af Bodil Bang Heinemeier
HOLGIS OG FAR
Grønningen1, 2020
Skrevet med popstjernen Rasmus Seebach
Den danske mega-popstjerne Rasmus Seebach har sammen med Merlin P. Mann og tegner Thomas Hjorthaab skabt billedbogen om Holgis og hans hjertevarme, men lidt utjekkede far. I bogen går farmand og Holgis med hinanden i hånden ud i en verden fuld af madpakker, fejlbarligheder, glemte fastelavnskostumer og betingelsesløs kærlighed. Selvom far bare er et menneske fra en svunden tid med kassettebånd, så er han også Holgis’ evige hverdagshelt, som de små vil elske, og de voksne vil trække på smilebåndet ad. For hvem genkender ikke de alt for tidlige morgener, glemte aftaler og magiske nødløsninger.
Hyggelig billedbog med tegninger af Thomas Hjorthaab
BLODKONGENS DATTER
Politikens forlag, 2020
Bind 1 i serien ‘Rane og det magiske museum‘

På Nationalmuseet finder drengen Rane en mystisk stav med drejelige runer, som han ikke kan holde fingrene fra. Snart har han uforvarende fået et uerstatteligt kors til at forsvinde og rodes ud i et eventyr i tid og rum.
Rane ankommer i den tidlige danske middelalder, hvor landet ligger i en højspændt og blodig borgerkrig mellem tre kongerivaler: Svend, Knud og Valdemar. Da Rane ender i en livsfarlig situation, må kongedatteren Gunhild redde ham. Det er hende, det forsvundne kors tilhører, og langsomt går det op for Rane, at hvis han nogensinde vil tilbage til sin egen tid, er han først nødt til at få historien tilbage på plads. Hvilket er lettere sagt end gjort, når man er blevet bedste venner med en prinsesse, hvis far er på vej mod en blodig skæbne.
Serien fortæller historier med udgangspunkt i genstande, man kan opleve på Nationalmuseet. Action, eventyr og et drys romantik til tweenlæseren. Flot illustreret af Bodil Bang Heinemeier
LOUS DILEMMAER
People’s Press, 2019

Skrevet med YouTube-stjernen Louise Bjerre aka LouLiving
Gennem essays af Louise Bjerre undersøger bogen alle de klassiske teenage-problematikker, men dilemmaerne er også fortalt igennem en ”vælg-dit-eget-eventyr-historie”, hvor du sammen med karakteren Lou og hendes veninder navigerer valg og deres konsekvenser. Så hvem ligner du mest, når det kommer til stykket? Badass-Lou? Pleaser-Lou? Snedige-Lou? Eller Følsomme-Lou? Bliv klogere på dig selv, livet og alle de valg og dilemmaer, som teenagelivet byder på.
Med tegninger af Stine Spedsbjerg aka StineStregen
BUBBI I VILDMARKEN
People’s Press, 2018

Skrevet med Morten Münster – Bog 3 i serien
Efter Bubbis Hollywoodeventyr er gået helt galt, må han tage benene på nakken og flygte ud i vildmarken. På sin rejse møder Bubbi både en vis rotte, en UFO-tosse, en farlig grizzlybjørn, en helt særlig gravhund og mange, mange flere. Nu får Bubbi brug for alle de tricks, han har lært!
BUBBI BLIVER F****** STJERNE
People’s Press, 2018

Skrevet med Morten Münster – Bog 2 i serien
Bubbi får et tilbud fra Hollywood, som han ikke kan takke nej til og pludselig er han blevet en megastjerne! Men da det viser sig, at det er den onde professor, der står bag, og at han vil klone Bubbi til forskellige stjerneopgaver som sanger, danser og skuespiller, udvikler det hele sig pludselig i en retning, som ingen havde kunne forudse!
BUBBI, DEN TALENDE HUND
People’s Press, 2017
Skrevet med Morten Münster – Bog 1 i serien

VINDER AF ORLAPRISEN 2018!
Morten er en helt normal ung mand, der bare så gerne vil leve et helt normalt liv. Desværre har han Danmarks måske mest tossede familie, og det hele bliver endnu værre, da han redder hunden Bubbi, som har en ret speciel personlighed og i øvrigt bliver jagtet af den gale videnskabsmand, der gjorde Bubbi til verdens eneste talende hund!
BOLSJOJ
Carlsen, 2016

Skrevet med Johanne Algren
Ungdomsthriller. Sara er tættere på sit mål end nogensinde. Hun og tvillingebroren Simon er på vej mod deres livs vigtigste dansekonkurrence på verdens mest berømte balletscene: Bolsjoj i Moskva, Rusland. Nu må intet slå fejl. Men en morgen er Simon forsvundet fra hotellet. Uden et eneste spor. Er det en forbrydelse? Sara må bevæge sig ud en mørk, fremmed verden for at finde sin bror, mens fortidens hemmeligheder er ved at indhente hende. Facaden slår revner og Saras jagt bliver snart til en flugt.
![]() | PÅ RØVEN I RUMMET (Alinea, 2015)
Alienberg agenterne 3 Bof, M-I og Denni røg på kostskole, men de aliens, der driver stedet, sender dem til planeten AJ-X uden returbillet. Status: på røven i rummet. Og på flugt fra de hærgende brakkere sammen med en gal professor. Tredje og sidste bog i serien om Alienberg-agenterne. |
![]() | SKIFTINGEN (Børn, Unge & Sorg, 2013)
Bidrag til novelleantologien: Du er ikke alene Juna og Mina er tvillinger, men også som nat og dag. Juna er smuk og levende, mens Mina er som sin søsters grå skygge. De elsker hinanden højere end noget andet, men tiden er ved at være inde til at fremmede skal bejle om deres gunst. Giftermål vil splitte dem og Mina kan ikke bære tanken, så hun ender med at indgå en skæbnesvanger handel med troldene i sumpen. |
![]() | ARTANS VALG & SKYGGEKONGEN (People’sPress Jr., 2012)
Taynikma #15-16 Taytanerne er splittede, og Tayklanien er på undergangens rand. Hvis General Artan ikke får samlet tropperne, kan skyggehæren uhindret gå mod Klanaka for at opnå deres mål: klanernes totale udslettelse. Imens er Monto og Sarina fanget under jorden, jaget af skyggevæsener, og Koto forsøger at komme uset frem til Skyggekongens slot. Håbet svinder, mens skyggerne fra Teneborea vokser sig større og stærkere. Den hæsblæsende afslutning på Koto-sagaen. |
![]() | SARINAS MARERIDT & DEN SKJULTE FJENDE (People’sPress Jr., 2011)
Taynikma #13-14 Det ser sort ud for Tayklanien. En hær fra skyggernes verden er ved at samle sig, og ingen ved, hvor Koto og Gekko er. Fru Luana frygter det værste, men der er ikke enighed i klanrådet om, hvad man skal gøre. På egen hånd drager Luana og Sarina til Skyggeskoven, mens Monto bliver overtalt til at samle en hær, der kan gå til modangreb på skyggehæren. Men der venter ubehagelige overraskelser for dem alle. Hvem er ven? Hvem er fjende? |
![]() | RONAL BARBAREN – THE BOOK (People’sPress Jr., 2011)
Bogudgave af filmen Ronal Barbaren I Ronal Barbaren møder vi Ronal, en selvværdsramt, ung barbar, der stik modsat sine muskuløse og olie-indsmurte stammefæller i landsbyen desværre er en vaskeægte slapsvans. Skæbnen vil dog, at barbarernes overlevelse kommer til at hvile på Ronals spinkle skuldre. Udover historien om Ronal indeholder bogen også alt du bør vide om barbarernes verden. |
![]() | BRAKKERNE (Alinea, 2011)
Alienberg agenterne 2 Møgungerne Denni og M-I er endt på Alienberg Kostskole. Men stedet er drevet af rumvæsner, og hvis M-I vil redde sin bedste ven, må hun og Denni drage til planeten AJ-X og tage kampen op mod de brutale brakkere. |
![]() | SKYGGEBÆSTERNE & TENEBOREA (People’sPress Jr., 2010)
Taynikma #11-12 I Tayklanien håber alle på snarlig fred, men da drengen Simo flygter fra bjergene og fortæller om vilde bæsters angreb, må Monto, Koto, Sarina og Artan igen ud på grumme eventyr. Men de har ingen anelse om, hvilken trussel der venter i mørket. |
![]() | ORMEHULLET (Alinea, 2010)
Alienberg agenterne 1 Denni er en ballademager af værste skuffe, og kommunen ser ingen anden udvej end at placere ham på Alienberg Kostskole for Utilpassede Unge. Denni kan løbe om hjørner med alverdens skoler og lærere, så han er helt rolig. Indtil han opdager, at de voksne på kostskolen slet ikke er fra denne verden! |
![]() | LEGENDEN OM GEKKO (Phabel, 2009)
Taynikma Legenderne En mestertyv med en fortid, han ikke kan tale om, er flygtet til landet på den anden side af havet. Nu vil han blot leve et skyggeliv, men i tjeneste hos den skumle Karkas bliver han pludselig rodet ind i et komplot, så stort og farligt som det han stak af fra. Kejserdømmet er truet, landets fremtid er på spil – og mestertyven må snart indse, at der findes skæbner, man ikke kan flygte fra. Blodet i hans spor er intet i forhold til blodet, der venter. |
![]() | LYSETS FÆSTNING (Phabel, 2007)
Taynikma #9 Sarina er blevet væk fra de tre andre i Skyggeskoven, og nu har hun mest lyst til at komme tilbage til Klanaka og lede efter Frue Luana. Desværre bliver hun opdaget af en gruppe soldater og snart er hun på vej den stik modsatte retning – nemlig mod Lysets Fæstning og den frygtede Fyrstinde. |
![]() | POWER OF TAYNIKMA (Malling Beck, 2007)
Saga of Toron #3 Mystiske tyve forsøger at stjæle Torons fantastiske taynikma, og han må kæmnpe en hård kamp for at bevare den. Men de kender en hemmelighed, der kan tvinge Toron i knæ. Har han – og taynikmaen – styrken til at klare denne udfordring? Bogen er på engelsk, men den danske udgave “Taynikmaens kraft” udkom på forlaget Alinea i 2009. |
![]() | THE GIRL FROM THE MINE (Malling Beck, 2007)
Saga of Toron #2Toron er en mesterkriger med en magisk taynikma. Han leder efter sin familie, da han ender i en slave-lejr ved en mine langt oppe i bjergene. Nu må han kæmpe for livet sammen med pigen fra minen. Bogen er på engelsk, men den danske udgave “Pigen fra minen” udkom på forlaget Alinea i 2009. |
![]() | ATTACK OF THE GRAAWS (Malling Beck, 2007)
Saga of Toron #1 Torons lille landsby bliver angrebet af vilde goroker. Toron vil kæmpe, men byen vil ikke gøre ham til kriger, da han bærer andet blod end de andre beboere. Han må være både modig og klog for at finde det våben, der kan redde byen. Bogen er på engelsk, men den danske udgave “Gorokernes angreb” udkom på forlaget Alinea i 2009. |
![]() | KAPTAJN KLO: MIN PRIVATE LOGBOG
(Egmont Kids, 2006) En bog i Peter Pan-universet Jeg har skrevet mange bøger for Disney, men denne er helt speciel, dels fordi det er en af de få, hvor jeg selv fik lov at lave historien, og dels fordi den med min redaktørs indædte kamp og tegneren Mario Cortez fantastiske tegninger endte som en af de flotteste Disney-bøger jeg har set. En morsom historie med Kaptajn Klo som hovedpersonen – det er hårdt at være skurk! |
![]() | SKYGGESKOVEN (Phabel, 2006)ORLA-VINDER: Bedste Tegneserie 2007
Taynikma #8 Kotos far og mor er blevet fanget af Vogterne, og nu er de på vej mod Fyrstindens fæstning. Koto og hans venner må forsøge at indhente dem, men den korteste vej går gennem Skyggeskoven. Det bliver en uhyggelig rejse blandt sorte træer og farlige væsner – men de allerstørste farer lurer, hvor Koto mindst havde ventet det! |
![]() | HENZELS HÆVN (Phabel, 2006)
Taynikma #7 Koto er på egen hånd draget til landsbyen Korse for at advare sine forældre om Vogterne. Men Mester Gekko er sikker på, det er en fælde, så Monto må tage Artan og Sarina med på en farlig rejse, for at redde Koto. Først skal de til den berygtede Nomerskov, hvor der venter et par overraskelser. Men på den anden side af skoven venter noget langt, langt værre! |
![]() | KLANERNES KAMP (Phabel, 2006)
Taynikma #6 I den hemmelige arena er klanerne ved at gøre klar til den endelige kamp, der skal vise hvem, der er Den Ene Taytan. Mester Gekko har ikke fidus til turneringen, og han er begyndt at lægge sine egne planer sammen med Frue Luana. Men pludselig nærmer en helt anden trussel sig, og snart skal klanerne ikke længere bare kæmpe for sejren – de skal kæmpe for deres liv! |
![]() | DEN HEMMELIGE ARENA (Phabel, 2006)
Taynikma #5 Klanerne har levet splittet og i skjul i snart 100 år, men Mester Gekko mener, tiden er inde til kamp mod Henzel og Fyrstinden. Gekko tager Koto, Monto og Artan med ned for at finde arenaen, hvor de kan kalde klanerne til samling. Men tingene går ikke som Mester Gekko havde forestillet sig. Så snart klanerne mødes, bryder gamle stridigheder ud – og de kan kun løses i den hemmelige arena! |
![]() | DE GLEMTE KATAKOMBER (Phabel, 2006)
Taynikma #4 Artan er en ung elev på Flodklanens akademi. Han vil meget gerne være Førstelærling, men så skal han først vinde Krystaldysten. Desværre er hans værste rival ikke bleg for at bruge ufine metoder, og Artan må søge hjælp for at klare sig. Snart opdager Artan dog, at der er meget mere på spil end Krystaldysten. Han støder nemlig på De Glemte Katakomber, hvor ukendte farer ligger og lurer. |
![]() | SOLTÅRNET (Phabel, 2006)
Taynikma #3 Den unge soldat Monto forsøger at finde sin onkel, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Ingen vil fortælle ham noget, og han bliver beordret til at blande sig udenom. Pludselig får Monto hjælp fra en helt uventet kant, men det kan komme til at koste ham dyrt at ville redde sin onkel. Meget dyrt! |
![]() | DEN STORE NISSEJAGT (Klematis, 2005)
En jule-ballade-kalender Julen nærmer sig. For Nikolaj bliver det et sandt mareridt, da han ved et uheld komme til at slippe seks vilde vætter løs fra et magisk skrin. Samtidig er han ved at få kvalme af sin overjulede familie, som næsten ikke kan få nok af nisser og andet julepynt. Alvoren melder sig, da det går op for ham, at vætterne er til fare for hele verden, og at deres mål er at udrydde alle nisser inden jul. Kun Nikolaj kan forhindre dette, men han får god hjælp af rollespilspigen, Camilla, som kan nogle kneb! |
![]() | ROTTERNE (Phabel, 2005)
Taynikma #2 Den skumle tyvebande Rotterne har stjålet et kostbart arvestykke fra Koto, og nu må han på en farlig mission for at skaffe det tilbage. Nede i Rotternes mystiske gange venter der dog endnu større farer end Koto i sin vildeste fantasi havde forestillet sig! |
![]() | MESTERTYVEN (Phabel, 2005)
Taynikma #1 14-årige Koto drager ind til storbyen for at sælge et gammelt arvestykke. Skaffer han ikke skaffer en masse penge, bliver hans familie smidt ud af deres hus til isvinteren i bjergene. Men i storbyen Klanaka er både soldater og tyve ude efter hans arvestykke, så Koto bliver snart rodet ud i store problemer. Og i skyggen venter nogen, der har endnu større planer for ham. Taynikma er en helt ny blanding af fantasy-roman og manga-inspireret tegneserie! |
![]() | MAGI & SVÆRD (Klematis, 2004)
Sådan spiller du rollespil Har du nogensinde svinget et sværd mod en ildspyende drage? Har du nogensinde affyret et magisk lyn mod en hær af orker? Hvis du har modet til selv at opleve fantastiske og farlige eventyr, er du klar til at spille rollespil. Kun fantasien sætter grænser, når du sammen med dine venner skal ud og udføre alle de store gerninger, som du normalt må overlade til heltene i bøger og på film. Nu er valget dit! Magi og Sværd fortæller, hvad rollespil er, og giver dig masser af tips og ideer. Med denne bog i hånden skal du bare have et sæt terninger for at komme ud på store eventyr. |

Derudover har jeg for forlaget Egmont Kids skrevet en lang række bogudgaver af Disney og Pixar-film. Listen indeholder blandt andet:
- Meet the Robinsons, 2007 (bogudgave af Disney-filmen)
- Tarzan: Listen & Read, 2007 (CD-bog over filmen)
- Jack-Jack Attack, 2007 (en historie i Incredibles-universet)
- Cars, 2006 (bogudgave af Pixar-filmen)
- Shark Temp, 2005 (en historie i Finding Nemo-universet)
- The Incredibles, 2004 (bogudgave af Pixar-filmen)
- The Lion King: Listen & Read, 2004 (CD-bog over filmen)
- Lion King 2½, 2003 (bogudgave af Disney-filmen)
- The Great Journey, 2003 (en flap-bog over filmen)
- Finding Nemo, 2003 (bogudgave af Pixar-filmen)
- Great Heroes, 2003 (ny bogudgave af Toy Story 2 + Tarzan)
- The Rescuers Down Under, 2003 (bogudgave af Disney-filmen)
- Treasure Planet, 2002 (bogudgave af Disney-filmen)