Category Archives: Forfatter

Året, der gik – hurtigt!

Min hjemmeside har ikke fået skriveopmærksomhed siden august sidste år, men det er nu ikke fordi, jeg har siddet på taste-hænderne. Tværtimod har de seneste 12 måneder været helt-oppe-på-skalaen-hektiske.

Lad mig lige give et hurtigt overblik over nogle af projekterne her:


Taynikma genudgivelser

Ved nytårsdag 2022 fik Jan Kjær og jeg rettighederne til Taynikma tilbage, og det skulle markeres med en genudgivelse af hele serien. Vi har fået et hav af forespørgsler fra boghandlere, bibliotekarer og mange andre, for det har ikke altid været lige nemt at finde alle bøgerne i serien. Men det gør vi noget ved nu! Vi har allerede fået lagt nye digitale udgaver op på bla. e-reolen – og nu er de første 5 dobbeltbind på vej i trykken, så vi kan have helt friske, knivskarpe papirudgaver på hylden til efteråret.

I den anledning har vi også åbnet en officiel instragram for Taynikma, og her har vi blandt andet lagt en masse videoer op, hvor vi fortæller om både genudgivelserne og historien bag den enorme bogsucces. Se den seneste video her og find flere på instagram. Husk lyd!


Rane og det magiske museum

Sidste år udkom anden bog i serien om Rane og det magiske museum, og tryksværten var dårligt nok tør, før jeg gik i gang med den tredje bog, Mørket under dæk. Den er på vej i trykken nu og udkommer 5. oktober 2022. Denne gang drog jeg nordpå fra Nationalmuseet for at hente inspiration på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Jeg ville nemlig gerne skrive om kolonitiden og de store sejlskibe, som er så enormt vigtig en del af danmarkshistorien. Så denne gang skal Rane og Gunhild på rejse gennem tre forskellige århundreder og fire forskellige kontinenter. Kun for de allermest søstærke!

Der skete også mere i Ranes verden, for første bog i serien, Blodkongens datter, havde solgt så godt, at Politikens Forlag besluttede at lave en paperback-udgave, som blev trykt i stort antal, så endnu flere har chancen for at tage på tidsrejse med Rane og Gunhild.

Og for at det ikke skal være løgn, så ligger der faktisk endnu en stor nyhed om Rane og det magiske museum og venter i allernærmeste fremtid … just sayin’!


HØJ

Det projekt, der har fyldt allermest, har dog været en gigantisk og superambitiøs tv-animations-serie for Danmarks Radio, som det seje produktionsselskab Copenhagen Bombay inviterede mig til at være hovedforfatter på. Serien hedder HØJ og henter inspiration i nordisk mytologi. Idéen kom fra den talentfulde tegner Otto Moesgård, og holdet har nu arbejdet i mere end et år på at udvikle univers, figurer, finde finansiering etc.

Nu kan jeg så gå i gang med manuskripterne, og selvom det kan lyde som om der er lang tid til 2024, hvor serien forhåbentlig løber over tv-skærmene, så kommer vi ikke til at kede os et eneste sekund. Det er en enorm opgave og uden sammenligning det største jeg var været på som manuskriptforfatter.

Glæd jer til at høre mere …

Skriv en kommentar

Filed under Film & TV, Forfatter, Manuskripter, Nye udgivelser, Rane og det magiske museum, Status, Taynikma

20 års forfatterjubilæum!

Nytårsdag i år var det 20 år siden jeg åbnede min forfatterbiks!

På den magiske dato 01-01-01 blev jeg selvstændig med mit firma FICTIONAUT PRODUCTIONS – og for at være ærlig, anede jeg ikke hvad jeg skulle leve af. Jeg vidste bare, at det skulle være ‘noget med at skrive’. Jeg havde både et forfejlet universitetsstudie og et hjælpeløst forsøg på at drive mexicansk restaurant bag mig, og nu kunne jeg mærke at det kreative trak i mig. Ligesom Bilbo måtte jeg simpelthen på et eventyr, selvom jeg ikke vidste, hvor det ville føre mig hen.

Min første udgivelse kom vist først i 2002, men det var bogversionen af Disney’s oversete perle, Treasure Planet. Det var en meget god start!

Heldigvis havde jeg gode venner og bekendte, som hjalp mig godt på vej. Martin Rauff (før han blev kendt som hele Danmarks Spilmester Martin fra Barda) hev mig med ind på en tidlig udvilking af et legetøjsunivers, der efterfølgende blev til kortspillet og tv-serien CHAOTIC. Min gamle rollespilskammerat Peter Dyring-Olsen var heldigvis blevet redaktør hos Egmont, så han gav mig muligheden for at prøve kræfter med at skrive bogversioner af Disney- og Pixarfilm.

Det var også gennem Egmont, at jeg på min 30-års fødselsdag i 2001 mødte fantastiske Lene Kaaberbøl for første gang. Hun introducerede mig for mange skønne folk i bogbrancen, bla. Claus Dalby fra forlaget Klematis, hvor min første udgivelse under eget navn, Magi & Sværd: sådan spiller du rollespil, udkom i 2004.

Det var sjovt fra starten, men det er svært at leve af at skrive. Især når man ikke ved, hvor man skal lægge sit fokus, fordi man synes at RIGTIG mange ting er spændende. Jeg blev en del af et superambitiøst computerspilsprojekt Shadow of Pandora, og selvom det måtte dreje nøglen om efter et par års udvikling, så var det her jeg begyndte at arbejde sammen med Jan Kjær.

I 2004 satte vi os for at lave den fedeste bogserie, der skulle flette fantasy-roman sammen med manga-tegneserie i en helt unik blanding, der kunne gøre det nemt for selv de læse-trætte at kaste sig ud i enorme, episke eventyr. Det blev til serien TAYNIKMA. Første bog udkom oktober 2005, og resten er – som man siger – historie!

Skriv en kommentar

Filed under Forfatter, Status, Taynikma

Tears in rain

November-regnen er begyndt at piske og efterårs-vinden begyndt at ruske, så nu kan jeg endelig sætte mig til rette og levere årets anden opdatering på min hjemmeside. Jeg bliver i Blade Runner-temaet fra årets første indlæg, for filmen foregår som bekendt i november 2019, hvilket betyder at vi nu officielt er i fremtiden. Velkommen til.

Lous dilemmaer

Tårerne i regnen er rene glædestårer, for nu er bogen ‘Lous dilemmaer’ på gaden, og jeg er virkelig tilfreds og stolt! Den er skrevet sammen med den kendte YouTuber Louise Bjerre aka LouLiving og er blevet et sjovt mix af hendes essays og mine små “vælg dit eget eventyr”-agtige fiktionskapitler, hvor man selv kan kaste sig ud i nogle af de dilemmaer, som de fleste teenagere (og os, der har været der) kan nikke genkendende til.

Bogen med en slikpind til hver af Lous typer!

Det var en fornøjelse at skrive bogen. Alle involverede var simpelthen så søde og dygtige, og sjældent har en bogfødsel været så nem og problemfri. Oven i købet er bogen, bla. med de sjove tegninger af superseje Stine Spedsbjerg aka StineStregen, blevet hamrende flot!

For at det ikke skal være løgn, lægger bogen også ud med at få en hele ni-stjernet anmeldelse på bogsitet Bookeater.dk.

Klik her og læs anmeldelsen!

Mia’s Magic Playground

Et projekt, jeg ikke havde regnet med var officielt endnu, udsendte for et par uger siden en pressemeddelelse, så derfor tør jeg godt lige nævne det. Dels fordi det er noget af det, der har fyldt meget i 2019, og så fordi det har været en kæmpe oplevelse at være involveret i!

Fantasifulde Mia og hendes venner

Det nye mediefirma Moonbug og danske Copenhagen Bombay er i fuld gang med at producere en herlig animationsserie for de mindste: Mia’s Magic Playground. Sammen med vildt dygtige (og hamrende sjove) Sanne Munk Jensen har jeg skrevet 24 afsnit, der i første omgang er solgt til Viaplay (DK, SE, NO) og vist nok allerede bliver tilgængelige i første halvdel af 2020!

Jeg glæder mig som et barn (pardon the pun) til at vise serien om Mia og hendes venner frem. Den bliver guld for fantasifulde børn og voksne!

Stegelcast – igen!

Har det så kun været arbejde, arbejde, arbejde siden der sidst var en opdatering her på siden? Det er ikke et spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stillet, men nu svarer jeg lige alligevel: nej, bare rolig. Det er også blevet til almindeligt spas. Blandt andet et genbesøg i Jakob Stegelmanns fantastiske podcastunivers, denne gang for at tale om gamle tegneserier under overskriften “Lost Comics”.

Som altid var det en kæmpe fornøjelse at være i selskab med Jakob Stegelmann, og jeg synes faktisk vi fik en sjov og spændende samtale ud af det. Giv den et lyt – og tjek tegneserierne ud, hvis du kan finde dem!

Skriv en kommentar

Filed under Anmeldelser, Bøger, Film & TV, Forfatter, Manuskripter, podcast

Bolsjoj bag tæppet

2016 er et mærkeår for det berømte Bolsjoj-teater i Moskva. I dag, d. 28. marts, er det nøjagtigt 240 år siden teateret blev grundlagt og til august er det 160 år siden den nuværende teaterbygning kunne slå dørene op for første gang. En fantastisk bygning, der har huset det smukkeste kunst og de største dramaer.

Skærmbillede 2016-03-28 kl. 17.23.44

Bolsjoj fylder 240 – her markeret af google.ru

Johanne Algren og jeg var så heldige at få et enestående kig bag kulisserne på dette fænomenale teater, og det har vi skrevet om i forbindelse med udgivelsen af vores balletthriller af samme navn.

Læs vores beretning her: http://forlagsliv.dk/bolsjoj-bag-taeppet/

Bolsjoj_blogindlæg_ill

 

Skriv en kommentar

Filed under Artikler, Bøger, Bolsjoj, Forfatter

Johanne & Merlin: Sådan skriver man sammen!

Skriv en kommentar

Filed under Bøger, Bolsjoj, Forfatter, Interviews, Status, Video

Bolsjoj i trykken: få et smugkig!

Skål! Vi nåede deadline for Bolsjoj, den ungdomsthriller jeg det seneste år har skrevet på sammen med fantastiske Johanne Algren. Den gik i trykken sidst i januar og nu krydser vi fingre for at den færdige bog når ud i verden til 29. februar, som er officiel udgivelsesdato. En magisk dato.

IMG_1695

Johanne og Merlin til lanceringsmøde på Forlaget Carlsen.

Vi har netop sendt manuskriptet ud til udvalgte læsere, og her et uddrag af følgebrevet:

Sara og Simon er 18 år, tvillinger og det nye store håb fra Den Kongelige Balletskole. De skal til verdens mest betydningsfulde balletscene, Bolsjojteateret i Moskva, for at danse i en konkurrence, der vil få afgørende betydning for deres fremtid. Sara vil gøre alt for at vinde, men da den unge, rebelske balletdanser, Maksim, træder ind i kulissen, begynder facaden og forholdet at slå sprækker. En morgen er Simon sporløst forsvundet fra hotellet, og nu må Sara handle hurtigt for at redde sin bror, sin karriere – og sit liv.

Vi har skrevet bogen sammen på baggrund af en stærk, fælles fascination af det spil mellem det brutale og det forfinede, som både Rusland og balletten repræsenterer. Vi kommer fra vidt forskellige skrivetraditioner – Johanne har skrevet barske, socialrealistiske ungdomsromaner og Merlin har skrevet actionfyldt fantasy – men netop blandingen af de to stilarter har været perfekt til at formidle en fortælling, der foregår i grænselandet mellem fantasi og virkelighed.

Skærmbillede 2016-02-02 kl. 09.08.24

Klik for læseprøve på Bolsjoj

Hvis ovenstående vækker din nysgerrighed, synes jeg du skal skynde dig at tjekke denne læseprøve vi netop har lagt online.

Og så glæder vi os bare til 29. februar!

 

Skriv en kommentar

Filed under Bøger, Bolsjoj, Forfatter, Nye udgivelser, Smugkig, Status

Skal vi lave en tegneserie, din bette lort?!

Danmark har en børnebogspris, der er federe end alle de andre, nemlig ORLAPRISEN. Grunden til dens fedhed er selvfølgelig, at det er de unge læsere, der er med til at vælge vinderen. Taynikma har vundet hele to Orlapriser, og det noget af det, der har gjort mig mest stolt i min karriere.

Så da DR Ultra spurgte om jeg ville være med til et projekt, der skulle engagere børn og unge endnu mere i prisen, var der ingen betænkningstid. Edderrødme! Det blev ikke dårligere af, at projektet var at lave en tegneserie på baggrund af alle de vanvittige forslag DR Ultras seere kunne komme med i løbet af den tid afstemningen varer.

DR Ultra Orla

Hver uge, indtil afstemningen er forbi, stiller jeg en opgave til seerne, der så sender deres bud og idéer. Dem skriver jeg ind i historien, som tegnes af nogle af de seje elever fra Graphic Storytelling linjen v/ Animationsskolen i Viborg (som jeg før har haft fornøjelsen af at undervise). Planen er at lave 4(!) nye sider hver uge, så vi til sidst står med en tegneserie på 48 sider. Hvad den skal handle om aner ikke engang jeg. Men det bliver edderrødme ikke kedeligt. Bette lort!

1 kommentar

Filed under Andre steder, Film & TV, Forfatter, Konkurrencer, Orlaprisen, Video, Workshops

Om arbejdsprocesser

Jeg var inviteret som oplægsholder ved et såkaldt Fyraftensmøde i Dansk Forfatterforening. Emnet var “arbejdsprocesser” og der var også oplæg fra så produktive forfattere som Thorstein Thomsen og Camilla Wandahl. Vi havde alle tre hver 20 minutter til at komme med eksempler på hvordan vi arbejdede med tekst, før der blev åbnet op for spørgsmål og kommentarer fra en stor og engageret tilhørergruppe.

Det var en virkelig inspirerende og opmuntrende aften, hvor vi tre oplægsholdere kom med meget forskellige bud. Thorstein fortalte bla. om et fantastisk benspænd, der bestod i at skrive mange korte historier, men forlade dem, så snart man selv kunne gætte, hvor de ville ende.

Thorstein Thomsen har skrevet omkring 140 bøger!

Thorstein Thomsen har skrevet omkring 140 bøger!

Camilla havde et skønt 20-minutters dogme, der bestod i skrive intenst og uden censur i 20-minutters intervaller. Hun kunne bla. finde på at dække sin skærm til med et tørklæde, så det blev svært at rette i den, mens man skrev. Rigtig godt for flowet.

Camilla Wandahl er fortaler for hurtigskrivning i korte intervaller.

Camilla Wandahl er fortaler for hurtigskrivning i korte intervaller.

Det var helt fantastisk at møde op som oplægsholder, og så komme hjem med lommen fuld af nye tips og tricks. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg tropper op til et Fyraftensmøde, og jeg må varmt anbefale det til alle jer andre forfattertyper.

Stort tak til BU-styrelsen i DFF for et super arrangement!

Skriv en kommentar

Filed under Fagligt, Forfatter, Workshops