Tag Archives: copenhagen bombay

Året, der gik – hurtigt!

Min hjemmeside har ikke fået skriveopmærksomhed siden august sidste år, men det er nu ikke fordi, jeg har siddet på taste-hænderne. Tværtimod har de seneste 12 måneder været helt-oppe-på-skalaen-hektiske.

Lad mig lige give et hurtigt overblik over nogle af projekterne her:


Taynikma genudgivelser

Ved nytårsdag 2022 fik Jan Kjær og jeg rettighederne til Taynikma tilbage, og det skulle markeres med en genudgivelse af hele serien. Vi har fået et hav af forespørgsler fra boghandlere, bibliotekarer og mange andre, for det har ikke altid været lige nemt at finde alle bøgerne i serien. Men det gør vi noget ved nu! Vi har allerede fået lagt nye digitale udgaver op på bla. e-reolen – og nu er de første 5 dobbeltbind på vej i trykken, så vi kan have helt friske, knivskarpe papirudgaver på hylden til efteråret.

I den anledning har vi også åbnet en officiel instragram for Taynikma, og her har vi blandt andet lagt en masse videoer op, hvor vi fortæller om både genudgivelserne og historien bag den enorme bogsucces. Se den seneste video her og find flere på instagram. Husk lyd!


Rane og det magiske museum

Sidste år udkom anden bog i serien om Rane og det magiske museum, og tryksværten var dårligt nok tør, før jeg gik i gang med den tredje bog, Mørket under dæk. Den er på vej i trykken nu og udkommer 5. oktober 2022. Denne gang drog jeg nordpå fra Nationalmuseet for at hente inspiration på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Jeg ville nemlig gerne skrive om kolonitiden og de store sejlskibe, som er så enormt vigtig en del af danmarkshistorien. Så denne gang skal Rane og Gunhild på rejse gennem tre forskellige århundreder og fire forskellige kontinenter. Kun for de allermest søstærke!

Der skete også mere i Ranes verden, for første bog i serien, Blodkongens datter, havde solgt så godt, at Politikens Forlag besluttede at lave en paperback-udgave, som blev trykt i stort antal, så endnu flere har chancen for at tage på tidsrejse med Rane og Gunhild.

Og for at det ikke skal være løgn, så ligger der faktisk endnu en stor nyhed om Rane og det magiske museum og venter i allernærmeste fremtid … just sayin’!


HØJ

Det projekt, der har fyldt allermest, har dog været en gigantisk og superambitiøs tv-animations-serie for Danmarks Radio, som det seje produktionsselskab Copenhagen Bombay inviterede mig til at være hovedforfatter på. Serien hedder HØJ og henter inspiration i nordisk mytologi. Idéen kom fra den talentfulde tegner Otto Moesgård, og holdet har nu arbejdet i mere end et år på at udvikle univers, figurer, finde finansiering etc.

Nu kan jeg så gå i gang med manuskripterne, og selvom det kan lyde som om der er lang tid til 2024, hvor serien forhåbentlig løber over tv-skærmene, så kommer vi ikke til at kede os et eneste sekund. Det er en enorm opgave og uden sammenligning det største jeg var været på som manuskriptforfatter.

Glæd jer til at høre mere …

Skriv en kommentar

Filed under Film & TV, Forfatter, Manuskripter, Nye udgivelser, Rane og det magiske museum, Status, Taynikma

Mias magiske verden

Mia'sMagicPlaygroundNu bliver verden en lille smule sødere og sjovere! Fra fredag d. 21/2-2020 kan man på Viaplay både i Danmark, Norge, Sverige og Finland se serien “Mias magiske verden” om Mia, hendes venner og deres skæve, farverige fantasiverden.

Serien har jeg skrevet sammen med Sanne Munk Jensen og en hel masse kreative hoveder fra Copenhagen Bombay og Moonbug Entertainment i et skønt internationalt samarbejde. Det var både hårdt og sjovt at skabe dette legesyge univers til de 4-6-årige, og jeg er fuldkommen næsegrus af beundring over alle de vildt seje og talentfulde folk hos Copenhagen Bombay, der med utæmmet kraft og gå-på-mod løste denne opgave med så fornemt et resultat.

a1ptelltlnbe8ngefckz.jpg

Serien er en blanding af 2D og 3D animation, og det er vildt hvor smukt og flydende, det er kommet til at se ud. Handlingen foregår dels i skolegården og dels i vores tre hovedpersoners fælles fantasiverden, hvor vi fortæller historier gennem de klassiske børnelege, konflikter, udfordringer, opmuntringer og samvær. Det handler om den barnlige kreativitet og utæmmede nysgerrighed.

Skærmbillede 2020-02-19 kl. 09.03.12.pngJeg kan stærkt anbefale alle med småbørn og vild fantasi til at tjekke denne søde, fabulerende serie ud.

Skriv en kommentar

Filed under Film & TV, Nyheder, Status, Streaming

Tears in rain

November-regnen er begyndt at piske og efterårs-vinden begyndt at ruske, så nu kan jeg endelig sætte mig til rette og levere årets anden opdatering på min hjemmeside. Jeg bliver i Blade Runner-temaet fra årets første indlæg, for filmen foregår som bekendt i november 2019, hvilket betyder at vi nu officielt er i fremtiden. Velkommen til.

Lous dilemmaer

Tårerne i regnen er rene glædestårer, for nu er bogen ‘Lous dilemmaer’ på gaden, og jeg er virkelig tilfreds og stolt! Den er skrevet sammen med den kendte YouTuber Louise Bjerre aka LouLiving og er blevet et sjovt mix af hendes essays og mine små “vælg dit eget eventyr”-agtige fiktionskapitler, hvor man selv kan kaste sig ud i nogle af de dilemmaer, som de fleste teenagere (og os, der har været der) kan nikke genkendende til.

Bogen med en slikpind til hver af Lous typer!

Det var en fornøjelse at skrive bogen. Alle involverede var simpelthen så søde og dygtige, og sjældent har en bogfødsel været så nem og problemfri. Oven i købet er bogen, bla. med de sjove tegninger af superseje Stine Spedsbjerg aka StineStregen, blevet hamrende flot!

For at det ikke skal være løgn, lægger bogen også ud med at få en hele ni-stjernet anmeldelse på bogsitet Bookeater.dk.

Klik her og læs anmeldelsen!

Mia’s Magic Playground

Et projekt, jeg ikke havde regnet med var officielt endnu, udsendte for et par uger siden en pressemeddelelse, så derfor tør jeg godt lige nævne det. Dels fordi det er noget af det, der har fyldt meget i 2019, og så fordi det har været en kæmpe oplevelse at være involveret i!

Fantasifulde Mia og hendes venner

Det nye mediefirma Moonbug og danske Copenhagen Bombay er i fuld gang med at producere en herlig animationsserie for de mindste: Mia’s Magic Playground. Sammen med vildt dygtige (og hamrende sjove) Sanne Munk Jensen har jeg skrevet 24 afsnit, der i første omgang er solgt til Viaplay (DK, SE, NO) og vist nok allerede bliver tilgængelige i første halvdel af 2020!

Jeg glæder mig som et barn (pardon the pun) til at vise serien om Mia og hendes venner frem. Den bliver guld for fantasifulde børn og voksne!

Stegelcast – igen!

Har det så kun været arbejde, arbejde, arbejde siden der sidst var en opdatering her på siden? Det er ikke et spørgsmål, jeg nogensinde er blevet stillet, men nu svarer jeg lige alligevel: nej, bare rolig. Det er også blevet til almindeligt spas. Blandt andet et genbesøg i Jakob Stegelmanns fantastiske podcastunivers, denne gang for at tale om gamle tegneserier under overskriften “Lost Comics”.

Som altid var det en kæmpe fornøjelse at være i selskab med Jakob Stegelmann, og jeg synes faktisk vi fik en sjov og spændende samtale ud af det. Giv den et lyt – og tjek tegneserierne ud, hvis du kan finde dem!

Skriv en kommentar

Filed under Anmeldelser, Bøger, Film & TV, Forfatter, Manuskripter, podcast