Tag Archives: Taynikma

Året, der gik – hurtigt!

Min hjemmeside har ikke fået skriveopmærksomhed siden august sidste år, men det er nu ikke fordi, jeg har siddet på taste-hænderne. Tværtimod har de seneste 12 måneder været helt-oppe-på-skalaen-hektiske.

Lad mig lige give et hurtigt overblik over nogle af projekterne her:


Taynikma genudgivelser

Ved nytårsdag 2022 fik Jan Kjær og jeg rettighederne til Taynikma tilbage, og det skulle markeres med en genudgivelse af hele serien. Vi har fået et hav af forespørgsler fra boghandlere, bibliotekarer og mange andre, for det har ikke altid været lige nemt at finde alle bøgerne i serien. Men det gør vi noget ved nu! Vi har allerede fået lagt nye digitale udgaver op på bla. e-reolen – og nu er de første 5 dobbeltbind på vej i trykken, så vi kan have helt friske, knivskarpe papirudgaver på hylden til efteråret.

I den anledning har vi også åbnet en officiel instragram for Taynikma, og her har vi blandt andet lagt en masse videoer op, hvor vi fortæller om både genudgivelserne og historien bag den enorme bogsucces. Se den seneste video her og find flere på instagram. Husk lyd!


Rane og det magiske museum

Sidste år udkom anden bog i serien om Rane og det magiske museum, og tryksværten var dårligt nok tør, før jeg gik i gang med den tredje bog, Mørket under dæk. Den er på vej i trykken nu og udkommer 5. oktober 2022. Denne gang drog jeg nordpå fra Nationalmuseet for at hente inspiration på M/S Museet for Søfart i Helsingør. Jeg ville nemlig gerne skrive om kolonitiden og de store sejlskibe, som er så enormt vigtig en del af danmarkshistorien. Så denne gang skal Rane og Gunhild på rejse gennem tre forskellige århundreder og fire forskellige kontinenter. Kun for de allermest søstærke!

Der skete også mere i Ranes verden, for første bog i serien, Blodkongens datter, havde solgt så godt, at Politikens Forlag besluttede at lave en paperback-udgave, som blev trykt i stort antal, så endnu flere har chancen for at tage på tidsrejse med Rane og Gunhild.

Og for at det ikke skal være løgn, så ligger der faktisk endnu en stor nyhed om Rane og det magiske museum og venter i allernærmeste fremtid … just sayin’!


HØJ

Det projekt, der har fyldt allermest, har dog været en gigantisk og superambitiøs tv-animations-serie for Danmarks Radio, som det seje produktionsselskab Copenhagen Bombay inviterede mig til at være hovedforfatter på. Serien hedder HØJ og henter inspiration i nordisk mytologi. Idéen kom fra den talentfulde tegner Otto Moesgård, og holdet har nu arbejdet i mere end et år på at udvikle univers, figurer, finde finansiering etc.

Nu kan jeg så gå i gang med manuskripterne, og selvom det kan lyde som om der er lang tid til 2024, hvor serien forhåbentlig løber over tv-skærmene, så kommer vi ikke til at kede os et eneste sekund. Det er en enorm opgave og uden sammenligning det største jeg var været på som manuskriptforfatter.

Glæd jer til at høre mere …

Skriv en kommentar

Filed under Film & TV, Forfatter, Manuskripter, Nye udgivelser, Rane og det magiske museum, Status, Taynikma

20 års forfatterjubilæum!

Nytårsdag i år var det 20 år siden jeg åbnede min forfatterbiks!

På den magiske dato 01-01-01 blev jeg selvstændig med mit firma FICTIONAUT PRODUCTIONS – og for at være ærlig, anede jeg ikke hvad jeg skulle leve af. Jeg vidste bare, at det skulle være ‘noget med at skrive’. Jeg havde både et forfejlet universitetsstudie og et hjælpeløst forsøg på at drive mexicansk restaurant bag mig, og nu kunne jeg mærke at det kreative trak i mig. Ligesom Bilbo måtte jeg simpelthen på et eventyr, selvom jeg ikke vidste, hvor det ville føre mig hen.

Min første udgivelse kom vist først i 2002, men det var bogversionen af Disney’s oversete perle, Treasure Planet. Det var en meget god start!

Heldigvis havde jeg gode venner og bekendte, som hjalp mig godt på vej. Martin Rauff (før han blev kendt som hele Danmarks Spilmester Martin fra Barda) hev mig med ind på en tidlig udvilking af et legetøjsunivers, der efterfølgende blev til kortspillet og tv-serien CHAOTIC. Min gamle rollespilskammerat Peter Dyring-Olsen var heldigvis blevet redaktør hos Egmont, så han gav mig muligheden for at prøve kræfter med at skrive bogversioner af Disney- og Pixarfilm.

Det var også gennem Egmont, at jeg på min 30-års fødselsdag i 2001 mødte fantastiske Lene Kaaberbøl for første gang. Hun introducerede mig for mange skønne folk i bogbrancen, bla. Claus Dalby fra forlaget Klematis, hvor min første udgivelse under eget navn, Magi & Sværd: sådan spiller du rollespil, udkom i 2004.

Det var sjovt fra starten, men det er svært at leve af at skrive. Især når man ikke ved, hvor man skal lægge sit fokus, fordi man synes at RIGTIG mange ting er spændende. Jeg blev en del af et superambitiøst computerspilsprojekt Shadow of Pandora, og selvom det måtte dreje nøglen om efter et par års udvikling, så var det her jeg begyndte at arbejde sammen med Jan Kjær.

I 2004 satte vi os for at lave den fedeste bogserie, der skulle flette fantasy-roman sammen med manga-tegneserie i en helt unik blanding, der kunne gøre det nemt for selv de læse-trætte at kaste sig ud i enorme, episke eventyr. Det blev til serien TAYNIKMA. Første bog udkom oktober 2005, og resten er – som man siger – historie!

Skriv en kommentar

Filed under Forfatter, Status, Taynikma

Skyggens vilje en stor succes

Det var en vild idé og en opgave, der skulle løftes af mange. En action-pantomime i et tegneserieunivers. Ingen af os kunne på forhånd vide, om det ville fungere, og endelig i november 2015 skulle teaterversionen af Taynikma stå sin prøve på Teater Vestvolden i Hvidovre.

SkyggensVilje_520x400_Anm

Hele november spillede forestillingen for fulde huse, og anmelderne skrev blandt andet:

“Yderst intens teateroplevelse for børn og deres voksne!”
Børn i byen

“Rammer så præcist de 6-10 åriges drøm om et ’sejt eventyr’.”
“Et skønt og utraditionelt bud på en danset mangategneserieroman”
Teateravisen

“Samspillet mellem musik, dans og tegneserie suger selv det voksne publikum ind i en fantasyverden.”
Hvidovre avis

“Børnene sad fastnaglede til sæderne, og stirrede intenst op på scenen.”
Kulturkongen

Hele rejsen har været fantastisk og så mange forskellige mennesker har lagt deres vildt talentfulde og professionelle arbejde i forestillingen. Teater Vestvolden satsede stort og det er en kæmpe lettelse for mig, at det var et sats, der blev belønnet. Masser af publikum og masser af positiv respons. Tusind tak til jer alle!

Nu håber jeg, vi en dag får chancen for at genopsætte stykket, gerne andre steder i landet, så alle danske Taynikmafans får chancen for at se det. Og måske … en version, der kan rejse udenfor landets grænser.

Skriv en kommentar

Filed under Anmeldelser, Status, Taynikma, Teater

Taynikma på de skrå brædder

Hvis jeg nævner ‘danseteater’ og ‘Taynikma‘ i samme sætning er det nok ikke alle, der ser den oplagte sammenhæng. Men det gør Teater Vestvolden, der har spurgt Jan Kjær og jeg om vi vil være med til at lave en action-forestilling i Taynikmauniverset med tre superdygtige dansere.
Tay2_madness
Sådan en udfordring kan vi ikke sidde overhørig, og selvom forestillingen først er planlagt til at være juleforestilling til næste, er vi allerede nu i fuld gang med at udvikle historien og det visuelle koncept. Det bliver en fed markering af Taynikmas 10 års jubilæum i 2015!

Det bliver en rejse ind i ukendt land – både selve historien og vores arbejde med scenekunst – men vi er heldigvis i gode, kyndige hænder hos et teater som tidligere har lavet anmelderroste forestillinger over bøger som Et Mærkeligt Skib og Zappa. De kan deres kram derude på Vestvolden, så I kan roligt sætte kryds i kalenderen.

Skriv en kommentar

Filed under Nyheder, Taynikma, Teater

Halvt år med Fuld skrue

Jævnlige opdateringer på min blog står som regel i kontrast til mængden af mine opgaver. Det har med andre ord været hektiske 5 måneder, siden vi trådte ind i 2013.

Status indtil videre er:

 

1) Spøgelsesdetektiven – 2. gennemskrivning af manuskript til filmversion af min børnebog af samme navn. Det blev afleveret til Filminstituttet i januar og projektet skal nu finde den rette instruktør. Jeg blev selv rigtig glad for manus, men det bliver en effekttung film, som ikke bare er lige til at finansiere herhjemme.

2) Projekt: Zarathustra – en fremtidsthriller i fire afsnit á 30 minutter til DR Radiodrama. Produktionen er i fuld gang med et helt fantastisk hold, bla. instruktør Anders Lundorph, komponist Kåre Bjerkø og skuespillere som Lars Brygmann, Tammi Øst og Peter Mygind. Stykker bliver formentlig udsendt til efteråret.

Projekt Zarathustra Læseprøve

3) Taynikma: Skyggekrigeren – 1. gennemskrivning af manuskript til computeranimeret spillefilm i Jan Kjærs og mit fantasy-univers. Manuskriptet ligger inde hos filmkonsulenten nu, og vi krydser fingre og tæer for en positiv tilbagemelding.

To fulde spillefilmsmanuskripter og et radiospil i 4 afsnit (med 4 gennemskrivninger) på 5 måneder må siges at være godkendt indsats. Nu trapper jeg ned i juni og tager velfortjent ferie i juli.

Hvad bringer så næste halvår? Lige nu er alle boldene i luften og ingen af dem i hånden. Deroppe i luften hænger bla. et spændende dokumentarfilmprojekt, en bog om en autentisk kriminalsag, en paranormal vanvidsroman for unge og naturligvis den længe ventede afslutning på min serie om Alienberg Agenterne. Uanset hvad, bliver det vanskeligt at være lige så produktiv som indtil videre. Men mindre kan også gøre det.

Skriv en kommentar

Filed under Film & TV, Filmatiseringer, Radio, Status, Taynikma

Børnenes Boghandel fylder 40!

En boghandel kun med børnebøger. Dem findes der ikke så mange af, men Børnenes Boghandel på Købmagergade i København har i 40 år leveret et omfattende udvalg og ekstraordinær ekspertise for alle, der elsker al børnelitteratur lige fra pege- til fantasybøger.

Det skal selfølgelig fejres – og Jan og jeg er meget stolte over at være inviteret til at holde en mini-workshop på lørdag d. 9. juni 12.00-12.30 i forbindelse med jubilæumsweekenden. Se hele programmet hér.

Skriv en kommentar

Filed under Bogsigneringer, Taynikma, Workshops

Læselyst & Lounge Lizard

I forbindelse med Kultur- og Undervisningsministeriernes læselyst-konkurrence, hvor jeg sidder i juryen, var jeg inviteret i Tv2/Lorrys program Lounge sammen med juryformand Carl Christian Rasmussen for at tale om drenge som modvillige læsere.

Det blev til en rigtig fin snak om drengenes mangel på læselyst – og hvad vi kan gøre ved den.

Klik hér og se indslaget!

Skriv en kommentar

Filed under Interviews, Status, Taynikma, Video

Taynikma animatic

Det var en stor dag. Den såkaldte animatic af Taynikma-filmen, Legenden om Rax, var klar til visning.

Instruktør Jan Kjær viser 25 minutters animeret storyboard frem

En animatic er et levende storyboard, så man får indtryk af tempo og hvorvidt historien er til at fange. Og det var den. Lige nu består filmen af en masse skitse streger, men det var ikke svært at forestille sig resten.

Nu skal der så bare tegnes en helt afsindig mængde tegninger, laves noget musik – så skal det hele sættes sammen, og til efteråret har vi forhåbentlig den fedeste, flotteste tur ind i Taynikma-universet.

2 kommentarer

Filed under Taynikma, Taynikma Legends

Troldspejlet på besøg

Så er vores allesammens yndlingsprogram Troldspejlet kommet forbi for at lave de indledende optagelser til en lille feature om Taynikma-filmen, der gerne skulle blive færdig til vinter.

Skriv en kommentar

Filed under Taynikma, Taynikma Legends

Taynikma-filmen og et heftigt efterår

Det har været et hektisk efterår for undertegnede – ikke mindst fordi børneflokken i juli måned blev udvidet med tvillingedøtre.

Først og fremmest er jeg røget på skolebænken: den et-årige Manuskript Master Class på Den Danske Filmskole, hvilket indtil videre har været både hårdt og utroligt lærerigt.

Derudover skulle et par nye Taynikma-bøger skibes af sted – og så var der lige den spændende opgave at skrive et Taynikma novellefilmsmanuskript til en ansøgning til den såkaldte Animationspulje. Og i sidste uge kom svaret: vi har fået støtte til at lave filmen! En 25 minutters animationsfilm, der foregår i Taynikma-universet og kommer til at hedde: “Legenden om Rax”. Jan Kjær skal instruere og det er Zentropa Rambuk v/ Peter Engel og Stine Lauritz. Larsen, der producerer. Det bliver hamrende skægt – men selvfølgelig også hårdt arbejde.

Der bliver nok at lave næste år – som også byder på yderligere fire (!) Taynikma-bøger, afslutningen på Alienberg Agenterne. Og forhåbentlig en masse mere film!

 

2 kommentarer

Filed under Film & TV, Filmatiseringer, Status, Taynikma