Jeg laver også andet end at skrive børnebøger. Blandt andet har jeg det med at fare i flint over kunst- og kulturdebatter. Følgende debatindlæg blev bragt i Politiken (10/8-09), men for nemheds skyld lægger jeg også lige teksten her.
BØNDER OG AGURKESALAT
af Merlin P. Mann, forfatter
Agurketiden byder altid på et væld af historier om køer med to hoveder, søslanger og andre monstre. Denne sommer bød så på Pia Kjærsgaard i udspring som kulturpolitiker. Her kan man med rette spørge: hvad forstår bønder sig på agurkesalat?
Pia Kjærsgaards interesse for kulturpolitik handler tilsyneladende om at fortælle os hvad kunst er, og især hvad kunst IKKE er. Lort på dåse er f.eks. ikke kunst i Pias optik. Problemet er bare, at det er nonsens at diskutere, hvad kunst er. Kunst er når nogen vælger at kalde det ”kunst”. Og så er den ikke længere. En totalt ligegyldig definition – netop fordi spørgsmålet er totalt ligegyldigt.
Kulturpolitik handler ikke om at definere kunst. Det handler om at udvælge den kunst, det er værd at støtte for vort samfund. Værdien kan ligge i originalitet, i en historik, i et potentiale eller en kvalitet. Disse væsentlige spørgsmål afgøres ikke af hvad udvalgte enkeltpersoner selv kan lide – uanset om de repræsenterer en elite eller en hob. Man finder ikke den støtteværdige kunst gennem internetafstemninger eller ved at spørge sig selv om man foretrækker agurker eller rødbeder på sin leverpostej.
Hør nu efter, Pia: Kulturpolitik har intet at gøre med hvad DU kan lide. Eller hvad JEG kan lide. Det handler om evnen til at se tingene i større samlende perspektiver. Evnen til at adskille det ringe frembragte fra det sublimt komponerede. At se originalen frem for kopien. Eller i det mindste den gode kopi frem for den dårlige. Man skal kunne abstrahere fra egne præferencer og fordomsfrit vurdere kvalitet og visioner.
Pia Kjærsgaard kræver altså indflydelse på et felt hun ”ikke har en bønne forstand på” (for nu at citere Ulrik Høy). Et felt der kræver evner hun helt åbenlyst ikke besidder. Fordomsfrihed, diversitet, evnen til at se ud over egen og nærmeste floks smag. Ikke ligefrem punkter, hvor Pia scorer højt ved ansættelsessamtalen.
Vi kan dog roligt slå koldt vand i blodet. Der er helt sikkert en tre-fire ministerposter på Pias ønskeliste over den noget sekundære placering som minister for kultur og idræt. Det skal nok ses som en provokation, en morsomhed – et kunstværk. Det giver bare ikke noget legat fra min kunstfond, for hun har misforstået kulturminister-tjanen. I virkeligheden vil hun jo bare være smagsdommer. Måske var det noget med en plads i juryen på Talent 2010?
Pias egentlige projekt er nu tydeligt nok: der skal males et billede af den danske kunstverden, som bestående af selvoptagede, venstreorienterede elitister. Ved at mistænkeliggøre kunstnere en bloc som forkælede, marxistiske snyltere, kan man affeje enhver form for kritik af DF og den bestående magt. Det er med andre ord ikke kulturpolitik, der interesserer Pia. Det er magt-politik.
Men en løgn bliver ikke sand af at blive gentaget i det uendelige. Kunstnere er ikke en homogen gruppe af lalleglade hippier, der bor sammen i et stort kollektiv med ideologiske stopprøver. Kunst bliver ikke til på bestilling fra politikerne, hverken de nationalistiske eller globalistiske. Kunsten opstår af indre nødvendighed hos enkeltindivider og grupper, som er lige så forskellige som alle andre mennesker i dette land. Der er ingen højglanspoleret topstyring i dansk kunst. Det overlader vi trygt til succesfulde politiske partier.
Vi må tage udfordringen op. Truslen går ikke væk af sig selv. Uanset hvor useriøse og tåbelige DF’s generaliseringer og angreb på den frie kunst er, så må det ikke stå uimodsagt. Pias projekt er ved at lykkes. Mange finder det bekvemt at købe et verdensbillede, hvor kunstnere lever fedt på den offentlige pat og utaknemmeligt ikke vil gøre dagens gode gerning for vort lille, smukke land. Det verdensbillede er perverst og totalt fejlagtigt.
Kunstnerne som gruppe er en af de dårligst betalte i vores samfund. Mens deres værker skaber enorme værdier for vores land er der hverken barsel, barns første sygedage eller gode pensionsordninger for den fuldtidsbeskæftigede kunstner. Det eneste samfundet giver er kunststøtte. Med aktiv legatsøgning kan man måske skrabe hvad der svarer til et par tusinde kroner om måneden sammen. Langt de fleste kan ikke. Til gengæld er vi frie – og det skal vi blive ved med at være. Også selvom det kræver konstante kampe mod tohovede køer og andre agurkespisende monstre.
Vis Orla respekt, din bette lort!
1) Alienberg Agenterne: En helt ny serie fra min hånd! Det bliver en række let-læste bøger på 56 sider med masser af illustrationer. Og som man kan se her til venstre (må jeg præsentere M-I, slagkraftig gadepige og den ene af seriens hovedpersoner), så er tegneren ingen ringere end 
Så blev det endelig officielt!